Hafburd Konge Og Sivard Konge-Dansifelagi/현승민-H

Hafburd Konge Og Sivard Konge - Dansifelagi/H (에이치) Hafburd konge og sivard konge De yppede dennem en kiv Alt om hin stolte signelille Hun var så væn en viv Hvad heller om I vinder mig Eller en så væn en mo Hafburd vågner om midnat Fortæller han sine dromme Vågen lå hans kære moder Hun gav det så noje I gemme Jeg dromte jeg var I himmerig Udi så fager en by Jeg havde stolt signelille udi min arm Vi faldt igennem en sky Det du var I himmerig Det buder du vinder den mo Det du faldt igennem en sky For hende skal du do Var det mig til lykke lagt At jeg måtte vinde den mo Så lidet ville jeg det vurde At jeg skulle for hende do Hafbur lader sig vokse hår Og jomfruklæder skære Så red han til kong sivards gård At somme ville han lære Midt udi den borgergård Der aksler han sit skind Så går han I bure For stolten signelille ind Det var hafburd kongens son Han ind ad doren tren Alle de derinde vare De stode hannem op igen Hil sidde I stolten signelille Med moer og hoviske kvinde Hafburd haver mig til eder sendt Om I vil mig slojder kende Hvad jeg kan gore for hafburds skyld Det gor jeg jo so gerne I skulle æde af fad med mig Og sove hos min terne Jeg har ædet med kongeborn Og sovet I deres arm Skal jeg gå med din terne I seng Da dor jeg af den harm Hor I det min skonne jomfru I bære derfor ikke kvide I skal æde med mig af fad Og sove ved min side Hvad jeg kan gore for hafburds skyld Det gor jeg med godt skel I skulle æde med af fad med mig Og sove hos mig selv Alle da sade de stolte jomfruer Og syede hver som de kunne Foruden hafburd kongens son Han ridser de djur I lunde Han skrev både hjort og hind Som de I skoven runde Efter syed stolten signelille Det bedste som hun kunne Alle da sade de skonne jomfruer Og syed' det bedste de kunne Foruden hafburd kongens son Han legte med nålen I munde Alle da sade de skonne jomfruer Og syed' den silkesom Foruden den forbandede terne Hun gav det så noje I gemme Det da meldte den tjenestemo Hun havde så ond en tunge Jeg så aldrig nogen skonne jomfru Der mindre slojder kunne Hun syer ikke så liden en som Hun leger med nålen I munde Hun får aldrig så stor en skål Hun drikker den jo til bunde Aldrig så jeg nogen skonne jomfru Der havde to hænder som stål Og aldrig så jeg så djærve ojne Under nogen skon jomfrues brå Sid og ti du arge terne Og skot du intet om mig Hvad jeg vender ojnene hid eller did Jeg vender dem aldrig til dig Han ridser hjort han ridser hind Han ridser vilden rå Så drev han den dag til ende Til morke nat kom på Han skrev roser og han skrev liljer Og vilden fugl på kviste De andre jomfruer undres derpå Så nodig de hannem miste Alle da sade de skonne jomfruer Og syed ad natten så længe Op stod stolten signelille Hun lyster at gå til senge Forst drog stolten signelille Over den hojeloftsbro Efter fulgte hafburd kongens son Så hjertelig han lo Lyset blev slukt og ternen gik ud De tænkte de vare alene Hafburd tager af sin kåbe blå Hans brynje begynder at skinne Det var hafburd kongens son Satte sig I sengen ned Det vil jeg for sanden sige Hans brynje skinned derved Hun lagde sine hænder på hafburds bryst Udaf stor hjertens værk Aldrig så jeg nogen skonne jomfru Der havde så grov en særk Hun lagde sine hænder på hafburds bryst Udaf stor hjertens hue Hvi ere ikke brysterne på eder voksen Som på en anden jomfrue Det e skik I min faders gård At jomfruer ride til tinge Thi ere ikke brysterne på mig voksne Udaf de brynjeringe I sige mig stolten signelille Mens vi ere ene to Er der nogen I verden til Som dig står huen på Der er slet ingen I verden til Som mig stander huen på Foruden hafburd kongens son Og ham kan jeg ikke få Foruden hafburd kongens son Jeg aldrig med ojne så Det volder alt hans gode rygte Han rider til tinge og fra Er det hafburd kongens son I haver I hjertet så kær Så vender eder hid allerkæreste min Han ligger eder alt så nær Er I hafburd kongens son Hvi ville I mig så skænde Hvi red I ej I min faders gård Med hog på hojre hænde Hor I hafburd kongens son Hvi ville I mig så svige Hvi red I ej I min faders gård Og bad om mig tillige Jeg var I din faders gård Alt både med hog og hund Din fader gav mig hånlige ord Han spotted mig mangenlund I tie kvær hafburd kongens son I siger ikke så Vågen ligger min terne Og lyder hun derpå Hor I hafburd kongens son I vogte så vel eders liv Fornemmer det min tjenestekvind Hun ypper så ond en kiv Hor I stolten signelille Jeg ræddes ikke den færd Foroven ved mit hoved Der hænger mit gode sværd Foroven ved mit hoved Der hænger mit sværd af guld Forneden ved mine fodder Der ligger min brynje duld Sammen lå de kongeborn Mente de vare ene to Ude da stod den arge terne Og lydde hun derpå Skam så få den arge terne Fandt på så ondt et råd Stjal hun bort hans gode sværd Og så hans brynje blå Stjal hun bort hans gode sværd Dertil hans brynje blå Så går hun I hojeloft Hvor sivard konning lå I vågne op sivard konge I sove nu alt for længe Nu er hafburd kongens son Med eders datter I senge Tat og ti du arge terne Og lyv du ikke på hende I morgen forend sol nedgår Da skal jeg lade dig brænde Hor I sivard konge Og ville I mig ikke tro Se her have jeg hans gode sværd Dertil hans brynje blå Det var sivard konge Lod råbe over al den gård Vel op alle mine gode hofmænd Her er en fjende så hård Vel op alle mine gode hofmænd I drage på brynje uden fals I stride mod hafburd kongens son Han er så hård en hals De stodte på doren de gave godt bulder De stodte med glavind og spjud Du stat op hafburd kongens son Du kom til os herud Det var hadburd kongens son Sig om I sengen så Da var borte hans gode sværd Dertil hans brynje blå Nu er borte hans brynje Og så mit gode sværd Så mænd ved stolten signelille Her blivere fuld ond en færd Det var hafburd kongens son Han varde sig som en mand Han varde sig så længe Som fjælen I sengen vand Somme han monne med hænder slå Og somme med fodder stode Tredive af de kongens mænd For signelilles bur lå dode Toge de hafburd kongens son De lagde ham jernlænker på Han slog dem så lettelig sonder Som de vare gjorte af strå Skam så få den forbandede terne Fandt på så godt et råd I får ikke hafburd bunden I dag Uden med stolt signelilles hår I tage et hår af signelilles hoved I binde om hafburds hænder For da brister hans hjerte End han det slider sonder De toge et hår af signelilles hoved De bandt om hafburds hænder Så havde han hende I hjerte kær Han sled det ikke sonder Hor I stolten signelille I lade godvilje kende Forst I ser mig hænge I gren I lader eders bure brænde Meldte det hafburd kongens son Da han den galge så I hænge forst op min kåbe I lade mig se derpå Det var hafburd kongens son For han ville elskoven friste I hænge nu op min kåbe Lader den for vejret vriste Stolt signelille stander I bure Hun ser den kåbe hænge Lagde hun ild I bure sin Sig selver inde at brænde Det var stilten signelille Stak ild på tag og ror Så brændte hun sig inde Med alle sine moer Længe stod hafburd kongens son Sagde han ville verden skue Til han så stolten signelilles bur At stande I lysen lue I tage nu ned min kåbe rod Lader hende på jorden ligge Havde jeg hundrede liv for et Jeg ville dem ikke tigge Meldte det sivard konning Han holdt ikke langt derfra Hveden er dette brændende bål Den store rog driver af Dertil svared den liden smådreng Så såre hans ojne monne rinde Det er stolten signelille Hun lader godviljen kende Somme I lober til buret I lader ej signelille brænde Og somme I lobe til galgen I lader ikke hafburd hænge Da de kom til buret Da var den jomfru brændt Og da de kom til galgen Da var den herre hængt Da de kom til buret Da var hun brændt til glod Og da de kom til galgen Da var den herre dod Havde jeg vidst det for som nu At elskov havde været så stærk Jeg skulle ej skilt de unge to ad For hele dannemark Hafburd var hængt stolt signelille brændt Det var så et ynkeligt et mord Så tog de den forbandede terne De satte hende levende I jord