Generalen og Troldharen-Asmegin

Til Høidemarkerne lagde han sin Visitt af, en Officer, pensionered og høit decorered, hvis Jagtmod blev gået over af Tvivl saadan i Møde med baade Meute og Veidemand! Hvo er De der tror De kan fælde Haren i snehvid Ham? Med Kløgt og Tel skal den forgaae og mine Kugler bide paa Generalen olmed sig og fnøs af hine tykpandedes phantastiske Fortællinger Guds Død og Fandensdom! om en Pjalt lusker til sig Mælk og Vællinger Med Siælen sadt til Diævelen af i Bytte mod hin dyreste Skat, kan Mokken, før i Skærsilds Hav, raade frit med Sortekunsts Legat Før Hanen gol, med Villen fast, der blegned baade Fugl og Gast, Og Rigtignok!, om lidt han saae Efterladenskaber saa bittesmaae Paa Gribbenillens Kælebuk bider ikke eet eneste Kuk! Thi slig en Bragd forsømmes ei men monne føres dog blot ud af mig! Jeg haver faaet nok af Flitterstad og Tant; hører I? Hystaden er lutter mannegal og sprød I Morgen, før Solen nedrunden ere, skal I faae se den død! han sprang tilskovs med Morgenen ludende over sin Krag-Jørgensen efterfulgt af høilydt Banden Nu greb Hvidlæst til sit Gevær, og svandt bort i Blaaning skvær accompagnered af Bersekergang Hans Liv passered saa Revue her given Floskelheltens Ry! Af sig selv forjaged og forkaved, og føred ind i Afmagtens Bedrøvelse Ak, hvilket Huskomhei han nu havde laved Nej, han monne hvæsse Syn og Hørelse til sit Livs Prøvelse - at genreise Fordums Førelse, efter Fornemheds Frarøvelse Og rigtignok! han fandt flux Spor og grinte vel af sin Gave stor Han kasted indpaa mere Skraa, thi slig en Stund skulde skønnes paa, og tritted sporenstregs og kvikt og sveded ud baade Tryk og Gigt Gennem Morgenrødens Stille skar en durkdreven Statur og kyste alskens Liv herop, der ei var kendt med slig Natur I hans Øine skimtes nu Diævelen, om du tør at skæve ind i dem! thi han mærked det, i Marg og Ben, Ramlerens Nærvedsværen: O Øienpryd! Hist, i Fleinkrullslyng, Hvidpuds praled og sig vigted med lidet vidste den derom, at den nu laae i Riffelsigtet Igen, han fandt sig selv høiraged og begaved, der føltes skønt her med Overvægtens Beruselse, thi! han fandt Haren i Lyngen, der ei længer kaved Hist, den laae til Vy og Anskuelse, Skamfuldhed og Ruelse omkalfatred til Lunelse over Trofæets Hædersbebudelse Men brat byksed Haren op som Jægersiæl ud af Krop! Generalen fik saa her sin største Knæk, thi Haren sprang nu med hans Finger væk! Med Ryg og Lænder, krum og lud i sagte Trin, og Knoen gemt, svøbt i blodig Klæde ind; Jagtmod ere gået over af Tvivl saadan i møde med baade Meute og Veidemand Hvad haver hændt med Eders Haand, der ere bleg som Eders Aand? Si', hvad var vor Gæt? De bar tomhænded Hiem og tilbage ligger nu Hoveren I Barten han prusted ein Zapfenstreich og med Næve hytted, han hvæsed og spytted: Revanche: Mit Løsen! I ved Løvfald ser en nyboren Christianienser!